Cxense Display
Findes i: #42 (April/2009) side 8
Artikeltype: Ideer
Forfatter(e): Iben F. Skjærlund
   

Nu findes det værktøj, som mange freelancere har sukket efter: En projektstyrings-software udviklet netop til freelancere. Bag softwaren kaldet Burden Butcher står to brødre, der selv har oplevet behovet for et sådan produkt.
    “Som freelancer har man ofte sine projekter spredt alle mulige steder i form af word-dokumenter, emails og post-it-sedler på skrivebordet. Det er svært at bevare overblikket. Derfor ville vi udvikle et værktøj, som kan styre alle aktiviteter omkring et freelanceprojekt fra det starter til det slutter,” siger Kristian Kiehn Holst, der ligesom broderen Morten har været freelancer i en årrække. Sammen begyndte de at udvikle softwaren for et halvt år siden.
    “Problemet med de eksisterende software-løsninger er, at de kun fokuserer på større virksomheders behov. Som freelancer har man ikke brug for teamfunktionerne, så dem har vi fjernet og i stedet tilføjet nogle funktioner, der giver mening i et freelanceprojekt,” siger Kristian Kiehn Holst. Han fortæller, at der blandt de nye funktioner er en canvas-funktion, hvor man kan uploade filer, som kunden kan se og kommentere på, samt en “1-Click-Invoice-funktion”, der automatisk udfylder fakturaen på baggrund af de timer, som freelanceren løbende har registreret i programmet.
    “Vi startede med at have 150 idéer til funktioner, men mange af idéerne var for branchespecifikke. Derfor har vi vurderet alle idéer ud fra en 80-20-regel. Kun hvis vi kan svare ja til, at 20 pct. af brugerne kommer til at anvende funktionen 80 pct. af deres tid, er den god nok. På den måde har vi kogt antallet af funktioner ned til 30,” forklarer han.
    Burden Butcher udbydes som en web-applikation, hvor softwaren ligger på nettet og ikke skal dowloades og installeres. Som kunde opretter man blot en konto og betaler et månedligt gebyr, og så kan man styre sine projekter fra hvilken som helst computer med internetforbindelse. Alle opdateringer er gratis og sker automatisk.
    “Når brugerne betaler et månedligt gebyr forventer de også, at der hele tiden sker forbedringer. Så vi udvikler løbende programmet,” siger Kristian Kiehn Holst og fortæller, at mange brugere er kommet med forbedringsforslag. Størstedelen af brugerne er fra USA, men også i Europa har mange freelancere taget Burden Butcher til sig.
    “Vi har blandt andet markedsført produktet ved hjælp af Google AdWords. Men den mest effektive markedsføring har uden tvivl været, at populære bloggere rundt om i verden har omtalt Burden Butcher meget positivt og dermed spredt interessen,“ siger han.
www.burdenbutcher.com

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign