Cxense Display
Findes i: #43 (Maj/2009) side 8
Artikeltype: Ideer
Forfatter(e): Iben F. Skjærlund
   

“Læg jeres fokus på noget brugbart” er en vending, som Christian Erfurt og Morten Sønderholm ofte har hørt. I regi af virksomheden Innocare har de nemlig opfundet noget så tabubelagt som en opsamlingsenhed til afføringsprøver.
    “Vi ville gerne lave noget inden for sundhedssektoren og bad derfor en sygeplejerske om at lave en liste med hverdagsproblemer. Det viste sig, at der ikke findes nogen hjælpemidler, når patienter skal aflevere en afføringsprøve. Derfor er det meget uhygiejnisk at lave prøverne og ofte en ubehagelig oplevelse for både patient og sygeplejerske,” fortæller Morten Sønderholm, der ligesom Christian Erfurt blev student fra Århus Købmandsskole sidste år.
    De lod sig inspirere af det traditionelle hygiejnepapir til toiletsæder og udviklede opsamleren med en bund, som afføringen samles i. Herfra tages prøven, og papirproduktet skylles så ud i toilettet med det resterende indhold. Tidligt i processen valgte Innocare at indgå samarbejde med virksomheden Global Papir A/S.
    “Det ville tage årevis, hvis vi selv skulle finde de rigtige specifikationer i forhold til papirstype, brudstyrke og form til vores produkt, fordi det både skal være sterilt, holdbart og kunne opløses i vand. Og der er masser af miljøkrav, som vi ikke kender til. Så vi valgte at overlade det til nogen, som har stor erfaring og kender branchen,” siger Morten Sønderholm om samarbejdet og tilføjer, at parterne har lavet en licensproduktionsaftale, hvormed Innocare får royalties af salget.
    Og netop det med salget er ikke så lige til, når man har et produkt til afføring, fortæller Christian Erfurt:
    “Udfordringen er at fortælle folk om noget, som de med det samme lukker ørerne for. Vi fandt hurtigt ud af, at når vi præsenterede vores produkt på messer, skulle det gøres visuelt. Vi købte derfor et toilet i Silvan og nogle plastik-lorte i BR, for så var det nemmere for folk at forholde sig til,” forklarer han.
    Trods vanskelighederne har markedet vist sig at være langt større end først antaget.
    “Vi udviklede opsamlingsenheden til hospitaler, men der er også et marked hos praktiserende læger. Kommer man med maveproblemer til sin egen læge, får man ofte et reagensglas, et klap på skulderen og et held og lykke. Og så må man selv rode med resten. Vores produkt gør processen nemmere og ressourcebesparende, og ikke mindst mere behagelig for alle parter,” siger Christian Erfurt om produktet, der nu er patenteret internationalt. For øjeblikket slås Innocare med at finde de rigtige salgskanaler i Danmark og i udlandet.
    ”Det har vist sig at være en udfordring. Opsamleren er et engangsprodukt, så prisen skal holdes nede. Vores ambition er derfor at undgå grossister, som ligger 40-50 pct. oveni prisen, siger Christian Erfurt, som håber, at en samarbejdspartner snart melder sig.
 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign