Cxense Display
Findes i: #42 (April/2009) side 38
Artikeltype: Eksport
Forfatter(e):
   
Danmarks Eksportråds netværksgrupper er blevet et tilløbsstykke for mindre virksomheder, der enten har kastet sig ud på eksportmarkedet, eller som er ved at gøre sig klar til at prøve kræfter internationalt.

Statshoveder og diplomater fra hele verden har været til møder eller konferencer i Eigtveds Pakhus på Asiatisk Plads, hvor Udenrigsministeriet holder til.
    Men spørgsmålet er, om salig hofbygmester Nicolai Eigtved i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at Asiatisk Kompagnis lagerrum fra 1748 en dag skulle blive benyttet til speeddating. Ikke desto mindre deltog 45 virksomhedsrepræsentanter, overvejende iværksættere, i en hæsblæsende omgang speeddating i en af Danmarks Eksportråds SMV-netværksgrupper onsdag den 10. marts i det gamle pakhus.
    Konceptet for denne form for forretningsdrevet speeddating er følgende; deltagerne lines op ved et langt bord, to og to over for hinanden, og får på skift 30 sekunder til at præsentere sig selv, deres virksomhed og udveksle erfaringer om blandt andet eksport.

Drikkedunk uden ftalater

”Goddag, jeg hedder Gert Andersen, og jeg har firmaet Freewater. Vi har udviklet en drikkedunk uden indhold af giftige stoffer. Det har vi gjort, fordi vi ikke kunne finde en eneste drikkedunk i hele verden, der ikke var fyldt med ftalater eller andre giftige stoffer. Vi er i gang med at opbygge et forhandlernet i Danmark. Det næste skridt er nu at komme ud på det skandinaviske marked… ”
”Så er det partnerens tur!”, råber Freya Petersen fra Danmarks Eksportråd.
”Goddag, jeg hedder Michel Thorsen, jeg direktør for Smartshare Systems, der udvikler og producerer netværksudstyr til båndbredderegulering … jeg tænkte på, om du ikke kunne få dine drikkedunke distribueret til sportsklubber. Jeg er selv formand for en håndboldklub..”
”Jo, det var da en god ide, kan vi lige snakke bagefter..”
Gert Andersen fik på et minut en god ide til yderligere markedsføring af sin drikkedunk. Fire speeddates senere er det ham, der gør sig interessant over for fabrikant Robert Fraenell fra Henro-Tek. Henro-Tek producerer plastik-beholdere til sundhedssektoren, og den noget ældre og mere etablerede Fabrikanten tror næsten ikke sine egne ører, da han hører om et helt giftfrit plastikprodukt.
Der udveksles visitkort.

Dagens udfordring

På netværksdagen i Eigtveds pakhus fik deltagerne også mulighed for at diskutere en konkret udfordring fra en af netværkets mange iværksættere. Anette Parbst Sørensen har genskabt den klassiske JUNO-barneseng under mottoet ”når en klassiker følger med tiden”. Problemet er, at en barneseng til 12.700 kr. er for dyr til almindelige børneudstyrsbutikker, og den sælger ikke i møbelbutikker med designvarer som for eksempel Illums Bolighus og Paustian.
Og så var der ellers lagt op til diskussion og konkrete anbefalinger fra netværket, der havde delt sig op i grupper. Her et par uddrag fra debatten i en af grupperne.
”Hun forsøger at sælge sine produkter i de forkerte butikker, hvor folk ikke kommer for at købe babyudstyr. JUNO skal da sælges i BabySam butikker.”
”Hun skal arbejde med et incitament for den enkelte sælger, der skal præmieres for at sælge sengene.”
Gruppernes input skrives ned og deles efterfølgende elektronisk af SMV-netværkets medlemmer i det elektroniske netværk, Linked-In. At anbefalingerne fra netværket er nyttige bevidnede Bente Jessen fra Trouville Møbler, som havde leveret det foregående netværksmødes udfordring. Hun var nu blevet opmærksom på brugen af agenter og havde på konkret anbefaling været på møbelmesse i Stockholm.
Og det skal blive spændende at følge med i, hvor og hvordan JUNO-barnesengen i fremtiden bliver solgt.

En vej ud af krisen

Som et mere traditionelt indlæg på netværksmødet fortalte Steen Boldsen, administrerende direktør i C.L. Seifert (studenterhuer, gallauniformer etc.) om, hvordan virksomheden har kastet sig over EU-udbud for at skabe vækst trods den økonomiske krise. Men der var fra start mange sten, der skulle af ryddes af vejen, for den kongelige hofleverandør.
Hvor finder man de relevante EU-udbud? Hvad gør man ved udbudsmateriale formuleret på finsk, og hvordan får man sine pakistanske underleverandører til at fremsende bankregnskaber og certificeringer på få uger? Hvad gør man, når udbudsgiveren i form af offentlige myndigheder i andre lande nægter at fremsende prøver på det, de skal have produceret?
Men Steen Boldsen lod sig ikke gå på, og resultatet er, at virksomheden har vundet to EU-udbud i Skandinavien med en samlet omsætning på fem millioner kroner (virksomhedens omsætning var på 12,3 mio. kr. i 2008), tabt to og fire er endnu ikke afgjort.
Og dermed leverede den udogmatiske direktør en meget konkret anbefaling og idé til internationalisering til de øvrige netværksdeltagere.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign