Cxense Display
Findes i: #47 (November/2009) side 4
Artikeltype: Leder
Forfatter(e): Jesper H. Andersen
   

Bladene falder, vinteren kalder – efterår. Men hvad gør det, når verden ligger for ens fingerspidser. I skærmens klare skær kan man både markedsføre sin virksomhed og benytte sig af alverdens nye webtjenester uden at bliver hverken kold eller våd. Det er netop en af de ting, vi har fokus på i dette nummer.
Vi har tidligere skrevet om mulighederne på de sociale medier. Nu går vi i dybden og kigger på, hvordan du kan markedsføre din virksomhed via facebook. Det handler om fans, men det er ikke hele historien – for fjæsbogen må for alt i verden ikke forveksles med en mailingliste, hvor du kan spamme folk med gode tilbud og lovprisninger af dine produkter. Internetpsykolog Anders Colding-Jørgensen er klar med konkrete forslag til, hvordan man kan udbrede kendskabet til ens virksomhed, uanset hvor sexede produkterne er.
De tunge efterårsskyer kan måske inspirere dig til at læse artiklen om cloud computing. Den er ikke kun for teknik-nørder. Cloud computing handler essentielt om at benytte sig af computerkraft på nettet (i ”skyen”, som det hedder nu om stunder) i stedet for på din skrivebordscomputer, og det er en tendens, som (1) stormer frem og (2) du næppe kommer uden om. Cloud computing er som skabt til små virksomheders behov, og derfor går Mikael Kristiansen fra Incube – der er lidt af en kapacitet på området – tæt på fænomenet i en miniserie på to artikler, hvor du kan få indblik i de nyeste værktøjer, som du kan bruge i din virksomhed. Det handler om effektivitet, om at spare penge, og om at agere mere professionelt, alt sammen fuldt skalerbart.
Og så tager vi i dette nummer hul på et emne, som kan gøre de fleste iværksættere fjerne i blikket: venturekapital. Det er her, de store drømme starter, og i første artikel om emnet går vi tæt på den danske venturebranche, som ikke er så gammel endda. Vi ser på, hvordan venturebranchen fungerer, på den nuværende situation, og lidt på, hvilke investorer der er aktive for tiden.
Inspiration i form af et dybdeborende interview med en fremadstormende iværksættervirksomheder har vi ikke glemt. Københavnske Vopium er på banen med superlet tilgængelig lavpristelefoni til udlandet, og det er ikke nogen tosset idé, fortæller firmaets stifter Tanveer Sharif i en snak om forretningsmodellen, konkurrencen og vækstmulighederne.
Jeg skal ikke opholde dig længere med dette præludium, men lade musikken spille og tankerne forhåbentlig danse ad nye zynapser.

God læselyst!
 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign