Cxense Display
Findes i: #15 (Oktober/2005) side 4
Artikeltype: Leder
Forfatter(e): Jesper H. Andersen
   

Der er hårdt brug for iværksættere i Danmark. Ikke (kun)
i samfundsøkonomisk forstand, som det så ofte fremhæves - næh, simpelthen fordi der ligger et hav af forretningsmuligheder og bare venter på, at nogen har modet til at tage fat i dem og starte en forretning op på dem.
Vi har før på denne plads slået til lyd for, at iværksættere kaster sig over produktion af kvalitetsmadvarer, og at det stadig er et højaktuelt råd viser Birthe Thygesens udtalelse i dette nummers hovedinterview – »vi slår os til tåls, når vi køber fødevarer herhjemme,« siger iværksætteren bag Københavns førende sandwichkæde. Den mad, vi producerer i Danmark, er simpelthen af for ringe en kvalitet til at The Bagel Co. kan bruge den til noget.
Små producenter af kvalitetsvarer skyder heldigvis op allerede – se f.eks. på det store antal mikrobryggerier, der er blevet iværksat, som tilfredsstiller den øgede efterspørgsel i befolkningen efter kvalitet. Dén type iværksætter, der satser på unikke kvaliteter frem for kvantitet, er der brug for mange flere af inden for mange andre brancher. Se på tøjbranchen – når modebutikkerne i Københavns centrum får unikke varer hjem, er de væk på nul komma fem. Et stigende antal danskere efterspørger unikke klæder i høj kvalitet, og markedet er langt fra mættet. Ser man sig omkring, går størstedelen af befolkningen stadig i halvkedeligt, ensformigt fabrikstøj – markedet for kreativitet og nyskabelse er enormt!
Nu mangler vi bare, at en ny generation af iværksættere folder talentet ud bag symaskinen. Eller overtager en gård og begynder at opdrætte grise efter alle feinschmeckerkunsten regler, som også Gastronomisk Selskab har slået til lyd for. Kvalitetsprodukter med unikt design eller smag giver varige konkurrencefordele – Moët & Chandons champagne og Louis Vuittons kufferter og tasker, for blot at nævne et par eksempler, er ikke truet af kineserne. Tværtimod vil de opleve en støt stigende efterspørgsel i takt med velstandsstigningen i lande som Kina og Indien.
Markederne er der, og mange etablerede virksomheder har ikke visionerne til at få øje på det, eller modet eller evnerne til at gå efter det.
Det er en af grundene til, at der altid vil være plads til nye iværksættere – for som Helge Kaltoft skriver i kommentaren sidst i bladet, er iværksættere samfundets kulturelle fornyere. Betydningen heraf kan næppe overvurderes.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign