Cxense Display
Findes i: #36 (Oktober/2008) side 4
Artikeltype: Leder
Forfatter(e): Jesper H. Andersen
   

Ny Alliances relancering som liberalt parti under navnet Liberal Alliance er potentielt godt nyt, både for landet og for iværksættere i særdeleshed. Endelig er der et parti, der kombinerer et liberalt grundsyn med sunde værdier, som passer til den globaliserede virkelighed, vi lever i.
    Flere ting er fra et iværksættersynspunkt værd at hæfte sig ved i partiets program: Fjernelse af det administrative bøvl; åbne grænser for den arbejdskraft, der er behov for; og lavere skattetryk.
    Hvad skatten angår, er det som det påpeges i partiets principprogram vigtigt, at Danmark skattemæssigt er et attraktivt sted at placere sig for udenlandske virksomheder, og her er vi, om vi vil det eller ej, i konkurrence med andre lande.
    Det er også svært at se meningen med, at velkvalificeret udenlandsk arbejdskraft ikke kan få lov til at flytte til landet, så danske virksomheder kan udnytte deres kompetencer. Det skal være muligt for ikke mindst iværksættervirksomheder, hvoraf flere og flere bliver såkaldte ”Born Globals”, at rekruttere den nødvendige arbejdskraft fra hele verden.
    Liberal Alliance vil også afskaffe alle former for offentlig erhvervsstøtte. Det er et fornuftigt grundprincip, at både der ikke kan flyde af sig selv, må synke, men det er en vanskelig diskussion, om penge til at hjælpe iværksættere i gang er givet godt ud eller ej. Det er jo på den ene side en del af iværksættergerningen at overkomme de forhindringer, man uvægerligt møder på alle stadier af virksomhedens opstart og vækst, uden at man skal hen og hive mor samfund i skørterne og bede om hjælp. Allerede i dag fungerer mange erfarne erhvervsfolk som gratis rådgivere for iværksættere – uden at det koster skattekroner – og der er rig mulighed for at deltage i forskellige former for erfa-netværk, eller for den sags skyld købe sig til rådgivning hos private eller offentlige rådgivere på markedsvilkår. Andre typer samarbejder mellem iværksættere og etablerede virksomheder vil kunne indgås, som kan erstatte offentlige støtte af forskellig art. Og måske vigtigst af alt vil en sådan tankegang understrege, at ansvaret for succes eller undergang ligger hos iværksætteren selv, og at det ikke er samfundets skyld, når en virksomhedsopstart slår fejl.
    Den anden side kan man dog ikke se bort fra, nemlig den, at undersøgelser viser, at flere kaster sig ud i iværksætteriet, hvis det offentlige med forskellige tiltag tilskynder til at blive selvstændig – og flere virksomheder overlever, hvis der er offentlig rådgivning og anden støtte at hente, når der er behov. I sommerudgaven af IVÆRKSÆTTEREN roste Anders Samuelsen da også regeringens initiativer som f.eks. Selvstændighedsfonden, iværksætterakademier og kom-i-gang-lån.
    Den siddende regering har gennemført mange gode initiativer på iværksætterområdet, men prisen i form af indflydelse til Dansk Folkeparti er høj. Forhåbentlig kan Liberal Alliance vinde nok vælgertilslutning til at der kan opnås flertal ved næste valg uden om DF.
    Det er modigt og sejlivet at fortsætte med Liberal Alliance, efter at medierne havde afsagt dødsdom over partiet. Mange iværksættere har sikkert være i en tilsvarende situation – og vundet ved at lære af sine begynderfejl og justere kursen ind. Den samme chance bør vælgerne give Liberal Alliance.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign