Cxense Display
Findes i: #46 (Oktober/2009) side 4
Artikeltype: Leder
Forfatter(e): Jesper H. Andersen
   

Efteråret er for alvor over os, og vi ved, at du har travlt med din forretning. Det er jo nu, inden julefreden sænker sig over landet, at du har en af de gode lange sammenhængende arbejdsperioder, der ikke er befængt med alverdens helligdage. Med andre ord: Tid til at tage nogle lange skridt fremad.
I dette nummer vil du måske lægge mærke til, at vi har justeret kursen lidt i forhold til tidligere udgaver. Vi har skærpet fokus på vækstiværksætteri, og det betyder, at du som vækstiværksætter fremover gerne skulle føle dig bedre informeret om de ting, der rykker lige nu.
Et eksempel på en artikletype, du vil se flere af, er artiklen om hvordan man spiser kirsebær med de seje når det gælder det boomende marked for iPhone apps. Det kan godt være, at du ikke laver iPhone apps eller har tænkt dig at begynde på det, men som iværksætter interesserer du dig garanteret for muligheden for at gøre det. Hvor let er det egentlig, og hvem er det, der løber med guldet? Går du glip af nogle nemme penge? Det dykker vi ned sammen med to danske iværksætterfirmaer der er aktive på området. Og selv om ikke engang muligheden tiltaler dig, er der inspiration at hente til andre brancher, f.eks. i den måde, som markedsføringen foregår på overfor en målgruppe, der bruger meget tid på sociale medier, eller blot til din almindelige dannelse som iværksætter. Kreativitet er vores levebrød som iværksættere, og det er vores viden om nye forretningsområder og måden, de fungerer på, der i sidste ende vil lade hjernen spy de banebrydende ideer, også inden for helt andre brancher.
I føromtalte travlhed bør du ikke overse, at skattereformen kan tænkes at have konsekvenser for dig, som der skal reageres på nu og her. Måske skal ejerskabet af dine aktiviteter omstruktureres, og måske kan du få sværere ved at overbevise investor om at købe mindre end 10 pct. af dit firma. For de fleste er der stadig tid til at reagere, men når klokken slår 1. januar 2010 klapper fælden. Få et overblik over de væsentligste ændringer i artiklen om skattereformens konsekvenser, som vi bringer i samarbejde med en af Deloittes skatteeksperter.
Det store portræt af en succesfuld iværksætter vil du fortsat finde på sin sædvanlige plads midt i bladet, og det samme gælder de nye iværksætterideer først i bladet og aktuelt-historierne, der denne gang også handler om skattereformen fra en politisk vinkel. Den er nemlig ikke populær i iværksættermiljøet.
Endelig sætter David Madié i dette nummer fokus på forudseenhed. Via den klassiske livskurvemodel er det muligt at forudsige, hvilke udfordringer der venter iværksætteren lige om hjørnet, hvis ellers tingene går som planlagt.
Så kridt skoene. Efteråret er spændt for vognen.

God læselyst

 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign