Cxense Display
Findes i: #56 (December/2010) side 4
Artikeltype: Leder
Forfatter(e): Jesper H. Andersen
   

Man kan jo i og for sig godt knokle sig ihjel. Det er sket før, det vil ske igen, og lad os indse det; vi iværksættere står ikke sidst i køen. Iværksætteri er noget med mange timer på arbejdet (som vi selvfølgelig til dels tænker på som vores hobby, men stadigvæk), og følgeligt færre timer til familien og vennerne. Den sandhed står at læse i mangen en iværksætterberetning, inklusive en god del af dem, du finder i dette blad. Ikke fordi, det er noget, vi finder på. Sådan er virkeligheden ude hos de iværksættere, vi besøger – måske også ude hos dig, kære læser.
En rigtig træls virkelighed, hvis man spørger Rainmaking-partneren Martin Bjergegaard. Han er i gang med at skrive en bog om en anden måde at være iværksætter på. En, hvor der er ”styr på prioriteterne” – nudansk for: tid til familien og vennerne, men vel og mærke samtidig med, at man realiserer sin iværksætterdrømme. Det ene behøver ikke udelukke det andet, mener han, og i øvrigt en række andre iværksætterforfattere, som f.eks. de berygtede 37signals-drenge (der beskriver filosofien i deres glimrende bog ”Rework”), eller Tim Ferris, der skrev ”4 hour workweek”. Disse iværksættere vil have det bedste af begge verdener, selvrealisering både gennem iværksætteriet og gennem privatlivet. Sammen med sine partnere har Martin Bjergegaard fra starten lagt sig fast på, at meget over en 40-45 timers arbejdsuge har de ikke lyst til at lægge. D’herrers aktiviteter omsætter i dag for et godt stykke over hundrede millioner kroner, så lad os bare slå fast, at jo, det kan lade sig gøre. Det kan du læse mere om på side 24-27.
Der er stærke paralleller over til dette nummers hovedhistorie, portrættet af kaffe-kædeiværksætteren Ricco Sørensen, som i hvert fald de fleste københavnske iværksættere formentlig har hørt om. Han er iværksætter ind til benet, men han er også en mand, der finder tid til at nyde livet på sit landsted i Sydskåne. Og i øvrigt et godt eksempel på, at hvis man fokuserer på det, man har lyst til og derfor er god til – og ikke bare på den usle mammon – så skal tingene nok blive til noget hen ad vejen.
Over halvdelen af nystartede virksomheder bukker stadig under inden de er blevet fem år. Ville iværksætterne bag have haft gavn af at arbejde lidt mindre? Det er nok ikke pointen – grundlaget for forretningen skal stadig være i orden. Men når man vel og mærke har et godt produkt der retter sig mod et marked, som er stort nok til at man kan leve af det, så tror jeg de fleste iværksættere kan have gavn af en gang imellem at gentænke, hvordan de bruger deres tid effektivt til at nå de mål, de har sat sig, store som små.

God læselyst

 

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign