Cxense Display
Findes i: #13 (Juni/2005) side 4
Artikeltype: Leder
Forfatter(e): Jesper H. Andersen
   

Hvis der er én ting, der er møgirriterende ved at være nystartet iværksætter, så er det den pekuniære situation, man tit og ofte befinder sig i den første laaaange tid. Hvis man da ikke hedder Peter Linck og vælger at pløje den anden grøft op – eksemplet taler for sig selv. Som voksent menneske har man voksne venner med voksne vaner. Dyre voksne vaner. Som fattig iværksætter føler man sig uvægerligt som lidt af en anakronisme, som en studerende der aldrig er blevet færdig, eller bare en, der har været arbejdsløs lidt for lang tid. Bevares, man er det ikke, snarere tværtimod, men det kan være vanskeligt at overbevise sig selv om, når man ikke skal på sommerferie, eller skiferie, eller bare ud at spise på endnu en af de mange (dyre) restauranter, som vennerne aflægger situationsrapport fra i tide og utide.
Det er i grunden en ikke ringe del af den tid, man er sammen med andre mennesker, hvor der tales om ting, der koster penge. Én har lige købt sommerhus. En anden overvejer at supplere legetøjsbestanden med en båd. En tredje følte, at tiden var inde til at opgradere køretøjet til noget lidt mere mondænt. Efter at man lige var kommet hjem fra en weekend i New York.
Sådanne problemer har man ikke, hvis man er den nystartede, ædle type iværksætter, der holder likviderne fri til højere formål. Gudskelov, for hvor skulle man også få tiden fra. Livet er faktisk fuld af billige fornøjelser, når man tænker over det, og er der ikke smukt i danevang når sommersolen står højest på himlen, softicemaskinerne arbejder på højtryk og fadøl udskænkes i metermål på hvert et gadehjørne. Man kan cykle sig en tur. Man kan smøre sig en madpakke og tage i skoven. Man kan få nye solbriller i tidens snit i H&M for bare 49,75 kr. Og man kan lægge sig ned på stuegulvet, stikke fødderne ind under sofaen og få trimmet mavemusklerne til 0 kr. i minuttet, mens man styrker sig ved tanken om, at alle store forretningsimperier er startet af en lille iværksætter, der i årevis knoklede mens andre holdt fri.
Det er livets skole, når den er bedst. Men hvilken fryd, når det bliver vores tur til at holde fri. Hele tiden. Indtil da: God sommer og god læselyst.

Dansk Iværksætter Forening · NOHO · Flæsketorvet 26 · 1711 København V · CVR: 10172942 · redaktion@ivaerksaetteren.dk · info@ivaerksaetteren.dk
Dudal Webdesign